04/12/2011

Advent: 2. læsning


Billede til 3. Mosebog kapitel 3 vers 8-22. Billedet er malet af Tine Gjessø.

Ved aftenstid hørte de Gud Herren gå rundt i haven. Da gemte Adam og hans kvinde sig for Gud Herren mellem havens træer. Gud Herren kaldte på Adam: »Hvor er du?« og han svarede: »Jeg hørte dig i haven og blev bange, fordi jeg er nøgen, og så gemte jeg mig.« Han spurgte: »Hvem har fortalt dig, at du er nøgen? Har du spist af det træ, jeg forbød dig at spise af?« Adam svarede: »Kvinden, du satte hos mig, gav mig af træet, og så spiste jeg.« Gud Herren spurgte så kvinden: »Hvad er det, du har gjort?« Hun svarede: »Slangen forledte mig til at spise.«
Da sagde Gud Herren til slangen:
      »Fordi du har gjort dette,
      skal du være forbandet
      blandt alt kvæg
      og blandt alle vilde dyr.
      På din bug skal du krybe,
      og støv skal du æde,
      alle dine dage.
       Jeg sætter fjendskab
      mellem dig og kvinden,
      mellem dit afkom og hendes:
      Hendes afkom skal knuse dit hoved,
      og du skal bide hendes afkom i hælen.«
Til kvinden sagde han:
      »Jeg vil gøre dit svangerskab
      plagsomt og pinefuldt,
      i smerte skal du føde børn.
      Du skal begære din mand,
      og han skal herske over dig.«
Til Adam sagde han:
      »Fordi du lyttede til din kvinde
      og spiste af det træ,
      jeg forbød dig at spise af,
      skal agerjorden være forbandet for din skyld;
      med møje skal du skaffe dig føden
      alle dine dage.
      Tjørn og tidsel skal jorden lade spire frem til dig,
      og du skal leve af markens planter.
      I dit ansigts sved
      skal du spise dit brød,
      indtil du vender tilbage til jorden,
      for af den er du taget.
      Ja, jord er du,
      og til jord skal du blive.«
Adam gav sin kvinde navnet Eva, for hun blev mor til alle mennesker. Gud Herren lavede skindtøj til Adam og hans kvinde og gav dem det på. Og Gud Herren sagde: »Nu er mennesket blevet som en af os og kan kende godt og ondt. Bare det nu ikke rækker hånden ud og også tager af livets træ og spiser og lever evigt!« Så sendte Gud Herren dem ud af Edens have til at dyrke agerjorden, som de var taget af. Han jog mennesket ud, og øst for Edens have anbragte han keruberne og det lynende flammesværd til at vogte vejen til livets træ.

1 comment:

Jeg bliver rigtig glad, når der er kommentarer til mine indlæg. Så læg endelig en hilsen, når du har været forbi. Har du ikke lyst til at skrive, så alle kan se det, kan du skrive til mig på annetkthompson (a) gmail.com Fortsat god dag!

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...